søndag den 8. januar 2012

Om mine malerier

I mine abstrakte malerier forsøger jeg at udforske, hvad maleriet kan i sig selv. Farverne har altid fascineret mig, hvorfor det har været naturligt for mig at undersøge farvers og formers indbyrdes forhold. Hvad gør farverne ved hinanden, når man sætter dem ind i en form eller lader dem stå som striber, og flytter rundt på dem? Hvad sker der, når man ændrer på formernes/stribernes størrelser, afstande, toner, eller farve? I hele maleprocessen er der en dialog mellem maleriet og mig , hvor jeg veksler mellem at styre/træffe beslutninger for herefter at lade processen tage over og lade maleriet stille krav om ændringer, om at der skal rives ned og bygges op, lægges til og trækkes fra, som på sigt skal udtrykke et abstrakt maleri, der er i balance med sin egen historie og identitet.

I de senere år har jeg valgt at arbejde med og tage udgangspunkt i Fibonaccis talsystem hvis enkelte elementer er summen af de 2 foregående: 0,1,1,2,3,5,8,13,21…osv.

Jeg vælger at placere et 0-punkt på det glatte hvide lærred, hvorefter jeg beslutter mig for at sætte en værdi på tallet 1. - Disse 2 beslutninger tilsammen - danner grundlaget for en komposition.

Jeg starter med at bygge maleriet op i lige linjer - vertikalt eller horisontalt, eller både vertikalt og horisontalt på samme tid for så at lade processen styre som ovenfor beskrevet.

I nogle af mine malerier lader jeg linjerne stå skarpt og tydeligt frem - i andre er de visket ud så de kun kan fornemmes og i andre igen bliver de slettet helt så formen og farven står alene tilbage.

I alle malerier gælder det, at de til slut udtrykker balance, energi, spænding og ro.