torsdag den 2. februar 2012

VENICE - en artists books udstilling

Birgit Andersen-Nærum, Renate Borgen, Birgit Dalum, Pia Fonnesbech,
Susanne Helweg, Bertine Knudsen og Bodil Rosenberg.

Galleri North, Nørregade 7 C, kld., 1165 København
Fernisering lørdag 4. februar kl. 14 - 17
4. - 29. februar 2012

Et arbejdsophold på begravelsesøen San Michele i Venedig går forud for denne udstilling. Med døden – kranier og knogler – tæt inde på livet, gav det deltagerne et velkommen kunstnerisk perspektiv og distance til både Venedigs skønhed og masseturismens venetianske kliché. Gruppen var også initiativtagere til artist’s books-udstillingerne Frontier 2 i henholdsvis think ink /ART ON PAPER og på Den Nordsjællandske Ambassade, København i 2008.
Det er udforskningen af bogen som billedkunstnerisk udtryksform, der er begrundelsen for det kollegiale fællesskab. Siden 2006 har gruppen praktiseret fælles bogprojekter, udfordret og inspireret hinanden med artist’s books-workshops og deltaget i internationale artist’s books-udstillinger. En artist’s book er et objekt med et kunstnerisk udtryk i dets egen ret. Det drejer sig ikke bare om en bog, måske er den ikke ’læsbar’, men et mini-kunstværk, der både kan have skulpturelle og maleriske kvaliteter. Bogen spiller på mange virkemidler: ord, tyngde, lethed, groft, fint, duft, måske endda smag og lyd. Man opfatter bogen med øjnene: dens farver, form, enkelhed eller kompleksitet; videre ved berøring: dens ruhed, glathed, de mange former for modsætninger i overfladestruktur. Måske ligger kvaliteten i det konceptuelle, måske fanges man af den taktile og sensuelle oplevelse i kombination med det visuelle
udtryk.

Gæsteudstillerne, som gruppen har mødt ved deltagelse i internationale artist’s books udstillinger, er :


Ahlrich van Ohlen, Tyskland.
Nico Lootsman, Holland.
Alessandra Bloch, Frankrig.
Sara Andrich, Italien.
Aaron Eisenberg, USA.

Yvonne Hansen, Galleri North, Nørregade 7 C, kld., 1165 København.
Åbningstider: Onsdag til fredag kl. 12- 16. Lørdag kl. 11-14